Gaiman, Neil – Nordisk mytologi

*Sponsoreret eksemplar*

Nordisk mytologi af Neil Gaiman er udgivet ved Forlaget Modtryk. Bogen er en række genfortællinger af udvalgte, gamle, nordiske myter fortalt i et nutidigt sprog med respekt for de oprindelige sagn. 

Jeg var slet ikke klar over, at jeg vidste så meget om nordisk mytologi. Mens jeg læste bog genkendte jeg rigtig mange myter og var forundret over, at det skulle tage mig så mange år at læse om det for alvor. Jeg føler virkelig, at jeg er gået glip af alle de fantastisk fortællinger og myter og kun har haft en lille del lageret i underbevidstheden, men det rettede Neil Gaimans bog godt op på.

Der er utvivlsomt mange flere sagn at læse om, end dem som forfatteren har udvalgt til denne bogen. Men jeg følte mig enormt beriget og underholdt, plus at den gav mig en grundlæggende viden, som jeg så eventuelt kan bygge videre på. Jeg er i hvert fald meget fristet til at dykke dybere ned i myterne om Odin, Thor, Loke, Valhalla, midgårdsormen og meget, meget mere.

Det er fascinerende at læse den livlige fantasi, hvor alt kan lade sig gøre og intet er umuligt. Armbevægelserne er storslåede, handlingerne koldblodige og udspekulerede. Snedighed og list er formet perfekt ind til den enkelte myte og i sidste ende passer myterne sammen, som brikker i et puslespil. Den eneste brik, der mangler i at blive til en fortidsfortælling, er myten om ragnarok. Neil Gaimans genfortælling om ragnarok var rystende tæt på, hvor menneskeheden er i dag og hvilke scenarier, der er kalkuleret os i vente.

Nordisk mytologi af Neil Gaiman er lige så fantastisk en fortælling, som udarbejdelsen af selve bogen. Smukt og dragende omslag og en helt igennem lækker bogen. Du kan roligt sætte den på din ønskeseddel.

Andrups bookshelf takker for årets must-read og kvitterer med 5 ud af 5 stjerner.

God læselyst – Frøken Andrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *